Spejderstaven.dk

Stenlændernes Spejdermuseum

1959 Mount Makilling, Philippinerne

Dato: 17.-26. juli

Motto: Byg i morgen i dag

 

 

 

 

Verdensjamboreen i 1959 foregik samme år som korpslejren i Ebeltoft, hvilket nok er forklaringen på, at den danske delegation kun bestod af Steffen Hansen-Nord fra Cort Adlers Trop og Steen Allesen Holm fra 1. Godthaab Trop.

Selv i dag er en rejse til Fillipinerne en lang tur. Men det er intet at regne for, hvad det var i 1959. I alt 5 dage tog det før de to danskere kunne sætte deres fødder på jorden i Manila.

De var dog ikke alene på rejsen, som foregik i et chartret fly sammen med 37 svenskere, 6 finner og 2 nordmænd. Senere samlede de 5 hollændere og 2 belgiere op, inden de kom til første stop, som var Rom. Efter lidt sightseeing fortsatte turen til Bahrein via mellemlandinger i Athen og Damaskus. Her oplevede de første gang heden, da tempereaturen sneg sig op på 40 grader. Dernæste gik turen til Benares i Indien over Karachi og New Delhi. Her gjorde specielt lugten af krydderier, sved og skidt stort indtryk på danskerne. Via Calcutta nåede de til Bangkok, hvor de lige nåede en sejltur på en af byens floder. Efter endnu 7 timers flyvetur nåede de omsider Manila, hvor de blev modtaget med musik og cola. Så allerede inden jamboreen egentligt startede, var danskerne fyldt af oplevelser og indtryk. De nød derfor de 3 dage, de havde i Manila inden selve jamboreen startede. Her oplevede de også fordelen ved kun at være 2 danskere af sted. Den filipinske præsident holdt nemlig en reception for de to øverste ledere fra hvert land, og det kunne jo ikke være andre Steffen og Steen.

 

De to danske spejdere skriver autografer

Endelig startede lejren og den danske lejr var præget af specielt to ting. Dels bambustræer, som var det eneste byggemateriale der var til rådighed, og dels det faktum at danskerne blev indlemmet i den svenske delegation, så de ikke var så alene.

Ind i mellem væltede det ned med regn, så lejren var flere steder fyldt med mudder. For at sikre sig et tørt sted at sove, byggede danskerne et gulv i 30 cm højde.

 

Af de ca. 11.000 spejdere, der deltog i lejren var 8.000 filipinere. Når man så også tager i betragtning, at der hver dag var mellem 50.000 og 350.000 filipinske besøgende i lejren, var det faktisk sjældent, at danskerne mødte andre udenlandske spejdere. De var nærmest konstant belejret af filipinere, så jamboreeoplevelsen var noget anderledes end på andre jamboreer.

Det blev der dog rådet lidt bod på hjemrejsen, hvor danskerne overalt blev modtaget af lokale spejdere, der udviste stor hjælpsomhed.

 

Se tekst og noder til jamboreesangen her.

 

Kilder:

Spejdernes Magasin nr. 2, 6 og 7 1959