Spejderstaven.dk

Stenlændernes Spejdermuseum

Danske deltagere: 480 fra DDS og 250 fra KFUM

Dansk delegationsledere: Ove Holm og Kolthoff Nielsen

 

Lejravis: De Jamboreepost

 

Lejrens symbol: Jakobsstaven, som er et gammelt hollandsk navigationsinstrument. På den måde illustrere mærket at Holland er en af de gamle søfartsnationer.

 

I starten af 1937 fik DDS tilbudt en række gratis rejser. Korpset valgte at lægge 10 frirejser til jamboreen oven i puljen og lave et landsdækkende lotteri, hvor alle rejserne kunne vindes. En lodseddel kostede 1 kr, men det var muligt at købe den i bidder af 25 øre, så man for hver 25 øre fik et rejsemærkat. 4 rejsemærkater kunne så ombyttes til en lodseddel.

 

På lejren blev den danske indgangsportal meget beundret på grund af den gode idé. Den bestod simpelthen af ordet Danmark. Om aftenen var den lyst helt op.

 

Traditionen tro blev der fra dansk side lagt mange kræfter i at lave en god opvisning. Som I 1933 skulle det dog ikke være en gymnastikopvisning, men en opvisning med overskriften »Spejderbevægelsens Sejrsgang«. Hovedtrækkene i optrinnet er nogle gadedrenge der har svært ved at rejse telt og da de skal lave bål kommer de til at sætte ild til en høstak. En spejdertrop kommer forbi, som har helt styr på deres færdigheder og gadedrengene bliver interesseret og trækker i spejderuniform. Gennem optrinnet bliver flere og flere spejdertelte og flagstænger hejst, så man kan se, hvordan bevægelsen spredes. Til slut hejses Dannebrog på flagstængerne mens spejderne synger »Der er ingenting der maner«, hvorefter spejderne marcherer ud.

Efter opvisningen udtrykte BP overfor Ove Holm glæde over at se en frisk og spejdermæssig optræden.

 

1937 Vogelenzang, Holland

Jamboreeplakat

Den danske indgangsportal

En af ideerne med en jamboree er at møde spejdere fra andre lande. Det bakkede de danske deltagere fuldt op om og f.eks. inviterede hver trop en aften 40 udenlandske spejdere til tropslejrbål.

En dansk spejder fortæller også, at han en dag skulle købe et postkort for at skrive hjem. Først møder han en polak som insistere på, at han skal se den polske turistudstilling. Da han kommer videre bliver han inviteret til frokost hos en australsk trop, som også tilbyder et brusebad under deres hjemmelavede bruser. På vej videre støder han på et hollandsk optog, som han lige må se og give et ordentligt bifald sammen med de andre der er stimlet sammen. Derefter bliver han stoppet af en englænder der vil swoppe mærker. Efter et swop kommer han videre. Da han passerer en hollandsk trop ser han en anden dansk spejder som sidder i et telt og synger for hollænderne, nogle englændere og et par javanesere. Han bliver selvfølgelig selv halet ind og må indse, at det først bliver i morgen han får købt postkort.

Samme spejder bliver en aften hevet ind til lejrbål hos en hollandsk trop. De kommer til at tale om sommerlejr og spejderen invitere selvfølgelig hollænderne til sommerlejr i Danmark. En ting er snak, noget andet er handling, men efter noget brevveksling ender det faktisk med, at hollænderne året efter kommer til Danmark.

 

Inden jamboreen blev BP spurgt hvorfor man skulle holde jamboree, og hans svar giver et indblik i den aktuelle verdenssituation. Han svarede kort: »For at skabe fred«!

Dette fulgte BP op ved jamboreens afslutningstale, hvor han sagde at spejdernes opgave var at løse den opgave deres fædre ikke magtede, nemlig at skabe fred og fordragelighed mellem nationer og mennesker. Ikke en let opgave, men med den rette ånd en mulig opgave.

Tilsidst overrakte BP hvert korps en Jakobsstav, jamboreens mærke og søfolks instrument til at finde vej med, og han ønskede, at den skulle bruges til at finde den rette vej til fred og velvilje overfor andre nationer.

 

Kilder:

Spejdernes Magasin nr. 1, 3, 4, 5, 1937

Spejdernes Magasin nr. 9 1944

Spejdernes Magasin nr. 1 1957

Det Danske Spejderkorps historie 1909-73