Spejderstaven.dk

Stenlændernes Spejdermuseum

Sted: Stevninghus

Deltagere: 22.000

Lejrchef: Helle Essenbæk og Kjeld Krebsen

Lejrsang: Naturen kalder

 

Temaet for lejren var en bevægelse med rødder og vinger. Rødderne, d.v.s. DDS' grundlæggende værdier, traditioner og særkende, skulle være i fokus. Samtidig skulle korpsets 90 års fødselsdag fejres og der skulle kigges fremad, d.v.s. fokuseres på vingerne.

Som en del af de grundlæggende værdier var der stor fokus på at grupperne skulle have medbestemmelse og selv tage ansvar for aktiviteterne og lejren. Alle grupper var inddelt i klynger af 3-5 spejdergrupper og skulle få dette fællesskab til at fungere. Der var mulighed for på forhånd at aftale, hvordan man ville indrette sig og bo sammen. Der blev opfordret til at man deltog på klyngelederweekenden inden lejren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere har aktiviteterne på en korpslejr været noget man tilmeldte sig, mødte op og gennemførte. Denne gang var det anderledes. Ansvaret var lagt ud til grupperne, der selv var ansvarlige for aktiviteterne på henholdsvis BANEN og NETTET.

BANEN var en fysisk bane, som snoede sig gennem hele lejren. Hver gruppe lavede en aktivitet på BANEN, så det endte med at blive en lang aktivitetsbane. Hos Frie Fugle fra Odense kunne man f.eks. rejse gennem en sansetunnel lavet som en rejse gennem en menneskekrop. Man gik forbi tænderne ind i munden og over tungen, hvor smagesansen udfordredes i en smagekimsleg. Derfra gik det forbi drøblen, gennem halsen og ned i mavesækken. Her i mørket lå der mange ting, der skulle identificeres i en følekimsleg. Man kunne også tage afstikkere ned i lungerne eller ud i ørerne, hvor der var dejlig musik. Til slut endte man i – ja, enden.

 

I 24 timer fra mandag til tirsdag blev BANEN lavet om til NETTET – et internet uden computere, hvor man kunne surfe rundt på mere end 600 hjemmesider. Hver gruppe havde en hjemmeside bestående af en leg, aktivitet eller lignende, som man kunne prøve. For eksempel kunne man blive Blå splatter-helt, møde Heksen fra Rold skov, danse skotsk folkedans eller prøve vandret bungy-jump. I hver underlejr var en søgemaskine, hvor man kunne finde rundt i de forskellige hjemmesider. NETTET havde også et s-mail (snail-mail) system, som kunne bruges til at sende kærestebreve, madopskrifter eller andet fra den ene ende af lejren til den anden.

Ud over BANEN og NETTET var fællesaktiviteterne:

HIKEN: en traditionel hike i det sønderjyske

BADET: udflugt til stranden

KÆRREN: en aktivitet der var hemmelig

 

Under temaet Aktiv brug af naturen kunne de enkelte grupper få lov til at hejse aktiv-brug-af-naturen flag, hvis de levede op til krav om f.eks. at følge underlejrenes affaldssortering, sparede på vandet og kun hentede det mad de skulle bruge. Igen var det gruppens eget ansvar og der var ingen kontrol.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det blev også til mindst en verdensrekord på lejren. I regi af den berømte Iska'bar, som Stenlænderne var en stor del af, blev der i seniorlejren lavet verdens længste guirlande. Rekorden var inden forsøget på 5.040,5 meter, så det var det, der skulle slås. Efter ca 1½ times arbejde i seniorlejrens store telt var de over 170.000 strimler papir samlet, og resultatet blev en guirlande på 10.144,5 meter, og dermed en klar ny rekord.

 

På nogle af de tidlige korpslejre var der tradition for at vandre fra alle dele af landet til korpslejren. Denne gang var der en flok spejdere, der tog turen fra Rådhuspladsen i København til Stevninghus. Du kan læse om deres projekt – The Gathering - her: http://www.ebbeskjalmssoen.dk/vandreturen/gathering/

 

På lejren deltog 2.500 udenlandske spejdere. Blandt andet fra samarbejdslandet Ghana, samt Tanzania og Nigeria – 89 i alt. Det var kendt, at der var en risiko for at de ville hoppe af, så derfor var deres pas og billet hjem afleveret til lejrens internationale ansvarlige. Alligevel hoppede i alt 22 afrikanere af. Nogle af dem flygtede fra lejren den sidste nat, mens andre ventede til perioden efter lejren, hvor de var i home hospitality. Tre af de Tanzanianske spejdere stak af i lufthavne i noget der lignede en nøje planlagt aktion. En enkelt blev fanget af politiet på motorvejen mod Tyskland, mens to blev fanget på Helsingør-Helsingborg færgen.

Da Ghana var DDS' samarbejdsland, medvirkede det til overvejelser om, hvorvidt samarbejdet kunne fortsætte. Samarbejdet fortsatte, men der blev opstillet visse restriktioner overfor det Ghanesiske drengespejderkorps.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Præcis 30 år før Blå Sommer 1999 blev der for første gang holdt korpslejr for DDS på markerne ved Hostrup Sø. Lejren hed Ny-Hedeby og temaet var vikingetiden. De huse, der blev bygget dengang, stod der endnu her 30 år efter. Som en markering af 30-års jubilæet, blev det besluttet at bygge et helt nyt vikingehus til Stevninghus Spejdercenter. Huset skulle erstatte Jomfruburet og bygges med vikingetidens teknik og værktøj. På kun 9 dage blev huset bygget og står som minde om Blå Sommer 1999.

Det var dog ikke det eneste store byggeprojekt på lejren. Også Toggerbo Spejdercenter byggede stort. På Blå Sommer 1994 havde de med stor succes bygget en ny pavillon til Stevninghus, og nu havde de igen mod på et stort byggeprojekt. Stevninghus stod og manglede en ny raftelade med plads til 5 km rafter. Det mente spejderne fra Toggerbo, var en passende udfordring, så efter dialog med Stevninghus og korpslejrcheferne og med finansiering af Spejderfonden blev byggeriet planlagt. Det hele endte med en imponerende raftelade med en højde på 6 meter og en længde og bredde på hele 15 meter.

 

Afslutningsshowet fulgte lejrens tema om møde mellem fortid og nutid – mellem rødder og vinger. Det blev afsluttet med en nedtælling til fremtiden og en rumraket, der blev skudt ind i det nye årtusinde.

 

Kilder:

Spejd nr. 1 januar 1999

Spejd nr. 3 maj 1999

Spejd nr. 5 september 1999

Broen nr. 5 9. juni 1999

Broen nr. 6 1. september 1999

Evalueringsrapport Blå Sommer 1999

 

 

Blå Sommer 1999